Økoturisme kobler lokalsamfundenes udviklingsmuligheder til naturens overlevelse. det øger incitamentet til at sikre langsigtet naturbeskyttelse
Trods fortsat smitte i Bolivia lukker landet stille og roligt op, og projektimplementeringen er tilbage på niveauet før corona.
Det er den foreløbige konklusion af snart tre års samarbejde om udvikling af et lokalt økoturismeprojekt i Chiquitano-regionen i det østlige Bolivia. Området, som er det næststørste skovområde i Sydamerika, er navngivet efter det indianske Chiquitano-folk og byder på udstrakte områder med tropisk tørskov:
- Chiquitano-regionen er rig på indiansk kultur og storslået natur og mulighederne er store for udvikling af turisme, forklarer projektkoordinator i EAA, Maria Søndermark.
ØKONOMISK ALTERNATIV
Chiquitano-regionen er blandt andet kendt for sine jesuitter-missioner og nationalparker som hvert år tiltrækker turister i tusindvis. For at bidrage til en bæredygtig udvikling af turismen har EAA og FCBC med midler fra CISU igangsat pilotaktiviteter i landsbyen Santa Rosa de la Mina, som skal udarbejde et folkeligt forankret og skalerbart økoturismeprojekt, der både kan forbedre lokale familiers levevilkår og beskytte naturen.
Chiquitano-regionen er præget af fattigdom, som resten af landet der fortsat kategoriseres som det fattigste i Sydamerika. Nye indkomstmuligheder er derfor nødvendige i bestræbelserne på at udvikle regionen. Samtidig er afskovning tiltagende, hvilket økoturismen skal bidrage til at bremse.
Det sker ved at skabe et økonomisk alternativ til smålandbrug og opbygge lokal modstandsdygtighed over for kommercielle skov- og landbrugsinteresser foruden mere generelt at bidrage til bæredygtig forvaltning af naturressourcer på de landsbyejede skovområder.
SKOV-OASER I landdistrikterne og på oprindelige folks territorier er Chiquitano-skoven fortsat intakt. De udgør mindre ’skov-oaser’ i et fragmenteret landskab, hvor landbrug er dominerende. De indianske territorier og de landsbyejede skovområder er således afgørende i arbejdet med at beskytte Chiquitano-skoven og kan på sigt forbinde beskyttede områder og således skabe korridorer, hvor biodiversitet kan vandre frit.
Udviklingen af økoturismen sker i samarbejde mellem repræsentanter fra de indianske landsbyer, lokale myndigheder og repræsentanter fra restaurationsbranchen i hovedbyen San Ramon. For selvom projektet fokuserer på økoturisme ude i landsbyerne, har projektet også en positiv afsmittende effekt på San Ramon, hvor turisterne typisk gør deres første stop.
INDVIELSE
Efter to års forberedelser kunne FCBC sidste år officielt indvie de mange nye tilbud til turister i Santa Rosa de la Mina. Projektet har anlagt ruter i skoven, trænet guides og støttet kvinder i etableringen af små butikker og restauranter, hvor de kan sælge kunsthåndværk og hvor turisterne kan opleve traditionel indiansk madlavning. På sigt skal det også være muligt at overnatte lokalt i landsbyen.
COVID19 har givet naturlige udfordringer i forhold til at tiltrække turister, men projektleder Jenny er fortrøstningsfuld:
- Projektet har indgået samarbejde med en lokal tour-operator i Santa Cruz og igangsat et længere træningsforløb af komiteens medlemmer i markedsføring, forklarer Maria Søndermark.
Træningen bygger på en marketingsstrategi og marketingsmateriale udarbejdet med støtte fra FCBC. Materialet omfatter både billboards, brochurer og logo til uniformer, butikker og restauranterne. Det har bidraget til at skabe en identitet omkring projektet, ligesom der er skabt en større kulturelle selvforståelse og bevidsthed om vigtigheden af naturbevarelse blandt deltagerne i projektet, forklarer Maria.
Comments