

KAFFE
Kaffe spiller en vigtig social og kulturel rolle over hele verden. Men når kaffe dyrkes i store, intensive plantager, kan produktionen bidrage til afskovning, tab af biodiversitet, forurening af vandmiljøet og udfordrende arbejdsforhold for kaffebønder.
Mange kaffebuske trives naturligt i skyggen af træer. For at øge produktionen dyrkes kaffe dog ofte i fuld sol, hvilket kan kræve rydning af skovområder og føre til et større pres på naturen.
HVAD KAN DU GØRE?
Hvis du vil mindske presset på regnskoven, kan du:
Vælge kaffe fra producenter, der oplyser, at kaffen er dyrket i skovlandbrug eller som skyggegroet kaffe.
Vælge certificeringer som Rainforest Alliance, Fairtrade eller Økologimærket, der kan bidrage til bedre miljømæssige og sociale standarder.
Efterspørge større gennemsigtighed om, hvor og hvordan kaffen er produceret.

ØKOLOGISK, FAIRTRADE ELLER SKYGGEGROET?
Rainforest Alliance, Fairtrade og Økologi er ikke det samme som skyggegroet kaffe.
Økologisk kaffe dyrkes uden syntetiske pesticider og kunstgødning, men bliver ikke nødvendigvis dyrket i skovlandbrug.
Fairtrade fokuserer på bønders arbejdsforhold, organisering og betaling, men stiller ikke nødvendigvis krav om skyggegroet produktion.
Rainforest Alliance stiller krav til miljøhensyn og biodiversitet, men er heller ikke en garanti for, at kaffen er dyrket i skovlandbrug.
Den mest naturvenlige kaffe er ofte kaffe fra skovlandbrug, hvor kaffebuskene dyrkes i skyggen af træer som en integreret del af et skovlignende økosystem.
Som forbruger kan det være svært at vide, hvordan kaffe er produceret, og om den har bidraget til afskovning.
Et godt sted at starte er derfor at kigge efter kaffeposer, hvor producenten tydeligt oplyser, at kaffen er skyggegroet eller dyrket i skovlandbrug (shade-grown eller agroforestry coffee). Det er ofte den bedste indikator for en kaffeproduktion, der understøtter bevarelse af træer, biodiversitet og et mere naturligt skovmiljø.

VIDSTE DU ?
Kaffeproduktion kan bidrage til afskovning og tab af biodiversitet, når naturlige skovområder ryddes for at etablere nye kaffeplantager.
På verdensplan ryddes årligt omkring 120.000 hektar skov som følge af kaffedyrkning. Det svarer til et areal næsten på størrelse med Lolland.
Et mere naturvenligt alternativ er skyggegroet kaffe, hvor kaffebuskene dyrkes i skyggen af naturligt forekommende træer. Metoden kan bidrage til at bevare biodiversiteten, beskytte jorden mod erosion og forbedre jordens evne til at holde på vand og næringsstoffer.
