Her skal kaffen konkurrere med minerne
- Toke F. Nyborg
- for 2 dage siden
- 6 min læsning
Opdateret: for 1 dag siden
I det oprindelige territorium Bajo Paraguá i Bolivia organiserer kvinder sig omkring kaffeproduktion. Målet er at skabe et økonomisk alternativ til minerne, så flere kan blive i territoriet og opbygge et livsgrundlag med udgangspunkt i den stående skov.
Af Toke F. Nyborg
Om morgenen er varmen endnu til at holde ud. Eva María Charupá står mellem unge kaffeplanter, bananer og yuca i udkanten af landsbyen Piso Firme. Nogle af kaffeplanterne når hende til livet. Andre er endnu så små, at de næsten forsvinder mellem de øvrige afgrøder.
Hun er 52 år og har boet i landsbyen hele sit liv, ligesom sine forældre. Sammen med sin mand har hun fire børn og tre børnebørn. Nu er hun vicepræsident for den lokale producentforening, 'Asociación de las Mujeres Emprendedoras de Piso Firme', hvor 52 kvinder har organiseret sig omkring kaffen.
Der går flere år, før planterne leverer en større høst. Indtil da skal de passes og beskyttes mod tørke, varme og sygdomme. Eva María ved godt, at arbejdet ikke giver en hurtig gevinst.
»Det er hårdt arbejde at dyrke kaffe, men en dag håber vi at høste frugten af vores slid. Min ældste søn arbejder i minerne, hvor arbejdet er farligt og dårligt betalt. Han vil gerne læse til ingeniør, og jeg håber, at kaffen kan hjælpe med at betale for hans uddannelse,« forklarer hun.
Foreløbig er det kvinderne, der går forrest. Håbet er, at flere familier vil slutte sig til, når de første større høster viser, hvad kaffen kan indbringe. Måske vil nogle af de mænd, der i dag arbejder i miner eller som daglejere på store landbrug uden for territoriet, også vende hjem.
Netop manglen på stabile lokale indtægtsmuligheder er en del af forklaringen på, at forventningerne til kaffen er så store.
Da turisterne forsvandt
Piso Firme ligger ved Paraguá-floden i det nordøstlige Bolivia og er en af fire oprindelige landsbyer i Chiquitano- og Guarasugwe-folkenes territorium Bajo Paraguá.
Mod øst begynder Noel Kempff Mercado Nationalpark, et af de største og mest intakte beskyttede naturområder i Amazonas. Mod vest grænser territoriet op til tre andre beskyttede naturområder. Tilsammen indgår områderne i et ca. 4,4 millioner hektar stort skovlandskab med nogle af regionens vigtigste beskyttede naturområder. Det svarer omtrent til Danmarks areal.
I 00’erne satsede landsbyen på økoturisme. Der blev uddannet guider og opført overnatningssteder, og Piso Firme drev selv en mindre turistlodge. Besøgende kom for at opleve floderne, skoven, dyrelivet og nationalparkens store vandfald.
Når turismen gav arbejde, kunne maden købes. Mange familier brugte derfor færre kræfter på deres traditionelle dyrkningsarealer, de såkaldte chacos.
Men turisterne blev gradvist færre. Infrastrukturen forfaldt, og senere forsøg på at genoplive turismen førte ikke til et stabilt antal besøgende. Nogle familier forlod området. Andre søgte mod minerne eller de store landbrug. De gamle chacos groede til, og landsbyen blev mere afhængig af dyr mad transporteret udefra.
Nu vender familierne tilbage til de forladte dyrkningsarealer - med kvinderne som en central drivkraft.
Først mad, så bananer, derefter kaffe
Gennem samarbejdet mellem Aktion Amazonas og FCBC er der foreløbig etableret omkring 60.000 kaffeplanter og ca 25.000 bananplanter i de revitaliserede chacos, side om side med ris, majs, yuca og frugttræer.
Bananerne kan efter omkring et år give både mad og en mindre indtægt. Kaffen kræver mere tålmodighed, men har til gengæld en større kommerciel værdi.
De øvrige afgrøder kan gå direkte til familiens eget forbrug. Det styrker fødevaresikkerheden og reducerer udgifterne til mad – særligt vigtigt i et stadig mere ustabilt klima, hvor ændrede nedbørsmønstre og tørke kan gøre høsten mere usikker.
Kvinderne passer selv planterne i lokale planteskoler, inden de plantes ud, og lægger frø til side til nye generationer af planter. På den måde kan produktionen løbende fornyes og udvides med lokale ressourcer, hvilket styrker indsatsens langsigtede bæredygtighed.
Arbejdet med de revitaliserede chacos har givet familierne erfaring med dyrkning og et første billede af, hvad kaffen kan give.
Næste skridt er at flytte en større del af produktionen ind under skovens eksisterende træer. Her skal kaffen vokse i skyggen fra trækronerne.
Nedfaldne blade tilfører jorden næring, mens skovens fugtigere mikroklima beskytter planterne mod den stærkeste varme og tørkeperioder.
På den måde kan kaffeproduktionen udvides uden først at rydde skoven.
Kvinderne tager ledelsen
Som en del af samarbejdet er der etableret lokale producentforeninger, der skal gøre det muligt for familierne at udvikle produktionen og senere forarbejde og sælge kaffen i fællesskab. Foreningen i Piso Firme er én af dem.
Et særskilt fokus på kvindernes deltagelse har været vigtigt fra begyndelsen. Kvinderne står ofte med en stor del af ansvaret for chacos og familiernes fødevaregrundlag, mens deres adgang til egen indkomst og formelle beslutningsrum har været mere begrænset.
Producentforeningen bliver derfor ikke kun et sted, hvor kvinderne lærer at dyrke og sælge kaffe. Den giver dem også erfaring med at organisere sig, styre økonomi og træffe fælles beslutninger.
Det kan allerede ses i Piso Firme. En tidligere forkvinde har været landsbyens øverste lokale leder - en såkaldt cacique - og sidder i dag i kommunalbestyrelsen. For nylig måtte kvinderne igen vælge ny ledelse, fordi den daværende forkvinde selv var blevet valgt til cacique.
Kvindernes arbejde med kaffen har dermed også været med til at bringe dem ind i de rum, hvor der træffes beslutninger om lokalsamfundets og territoriets fremtid.
Men organiseringen handler om mere end kaffe. Den peger ind i et større spørgsmål, som mange skovsamfund i Amazonas står over for: Hvordan bevarer man skoven, når familierne samtidig har brug for en indkomst?
Når skoven også skal betale regningerne
Tidligere generationers liv var mere direkte forbundet med jagt, fiskeri, indsamling og dyrkning. I dag er familierne for længst blevet en del af pengeøkonomien. De har brug for indkomst til uddannelse, medicin, transport og kommunikation.
Samtidig er dele af den nedarvede viden, sproget, traditionerne og de religiøse praksisser, der forbandt mennesker med deres ancestrale jorde, blevet svækket eller gået tabt.
Det giver derfor ikke mening at romantisere oprindelige folk som naturens medfødte vogtere, mener Neil Aponte, der er agroforestry-rådgiver hos FCBC.
»Forholdet mellem lokalsamfundene og skoven har forandret sig gennem generationer. Derfor skal vi både styrke den lokale viden og tilknytningen til territoriet og skabe økonomiske muligheder, som gør det attraktivt at blive boende og bevare skoven,« siger han.
Kaffeindsatsen ledsages derfor af undervisning i skovens økologiske funktioner. For skovens værdi ligger ikke kun i de produkter, der kan høstes og sælges.
Trækronerne tager imod den kraftige tropiske regn, mens rødder og nedfaldne blade holder på jord, vand og næring. Samtidig er den tætte skov med til at holde på fugten og dæmpe varmen – og gør landskabet mere modstandsdygtigt over for tørke og brand.
Det er sammenhænge, som ikke nødvendigvis længere er synlige i hverdagen eller bliver overleveret fra generation til generation. Når familiernes arbejde og indkomst i stigende grad findes i minerne, på kvægfarmene eller i byerne, bliver den daglige forbindelse til skoven svagere.
For Eva María er sammenhængen mindre teoretisk.
»Vi har skoven og jorden, men vi skal også kunne betale for skole, medicin og transport. Hvis kaffen kan give os en indtægt her, kan flere blive i Piso Firme,« siger hun.
Tilbage mellem planterne er den første store kaffehøst stadig et stykke ude i fremtiden. Ingen ved endnu, hvor meget den vil indbringe. Men Eva María og de 51 andre kvinder venter ikke på, at en ny økonomisk mulighed skal finde vej til Piso Firme. De er allerede i gang med at dyrke den frem.
Måske kan kaffen en dag betale for, at Eva Marías søn rejser ud og uddanner sig - uden at hans fremtid behøver ligge uden for territoriet.
Den dag vil høsten ikke kun kunne tælles i sække med kaffebønner. Den vil også kunne ses i de unge, der vender hjem, og i skoven, der stadig står omkring Piso Firme.
Kaffeindsatsen gennemføres af Fundación para la Conservación del Bosque Chiquitano (FCBC) og Aktion Amazonas i samarbejde med skovsamfundene i Bajo Paraguá.
Kommentarer