top of page

Naturens topmøde fortjener også offentlighedens opmærksomhed

Forfatters billede: Ditlev Damhus
Ditlev Damhus
for 21 timer siden
4 min læsning

DEBAT: Når biodiversitetskrisen får for lidt plads i den offentlige samtale, får den også sværere ved at blive en fælles politisk prioritet. Når færre følger med, bliver presset for handling mindre, og regeringer kan vende hjem uden for alvor at forklare, hvad de opnåede – eller ikke opnåede.


De fleste danskere har hørt om FN’s klimatopmøder og de lange forhandlinger om udfasning af fossile brændsler. Danske medier har gennem årene dækket klimatopmøderne med udsendte journalister, analyser og løbende nyheder. Men FN’s biodiversitetstopmøde fylder langt mindre i den danske offentlighed.


Det afspejler et større problem: Tabet af arter og økosystemer bliver stadig betragtet som et isoleret naturproblem, selv om vores fødevareforsyning, adgang til rent vand og økonomiske velstand afhænger af den biodiversitet, vi er ved at miste.


Den 19. oktober begyndte FN’s biodiversitetstopmøde, COP17, i Armeniens hovedstad, Jerevan.

Frem til den 30. oktober skal verdens lande her for første gang samlet gøre status over implementeringen af den globale biodiversitetsaftale fra 2022.

Aftalen indeholder 23 mål frem mod 2030, blandt andet beskyttelse af mindst 30 procent af verdens land-, ferskvands-, kyst- og havområder, naturgenopretning, reform af skadelige subsidier, øget finansiering og respekt for oprindelige folks og lokalsamfunds rettigheder.

COP17 er en prøve på, om løfterne omsættes til handling, og om det går hurtigt nok. Derfor bør topmødet også få offentlighedens opmærksomhed. Uden indsigt og kritisk debat bliver det vanskeligere at holde regeringer ansvarlige for resultaterne.


Løfter om naturbeskyttelse skal kunne efterprøves. Derfor har vi brug for medier, der følger forhandlingerne og holder regeringerne fast på både deres prioriteringer og resultater.

Optakten til COP17 var meget stille i de brede danske medier. Og selvom nogle medier siden åbningen har bragt artikler eller debatindlæg om topmødet, er der brug for en vedvarende dækning af forhandlingerne, de politiske konflikter og beslutningernes konsekvenser.


Biodiversitet handler om mere end truede arter Danske medier skriver om ulve, naturnationalparker, havmiljø og lokale konflikter om naturforvaltning. Det er relevante historier, men vi mangler ofte den store sammenhæng – og det internationale fokus.

Biodiversitet er mangfoldigheden af liv: variationen af gener, arter og økosystemer som skove, vådområder og koralrev. Denne mangfoldighed er med til at sikre rent vand, fødevarer, bestøvning, frugtbar jord og regulering af klimaet. Når biodiversiteten går tilbage, svækkes det naturgrundlag, vores samfund og økonomier bygger på.

Vi har et fælles sprog om klimaet med ord som CO₂, temperaturmål og klimaneutralitet. Biodiversitet bliver derimod ofte et teknisk begreb eller historien om en enkelt art. Derfor er naturtabet sværere at se som en samfundskrise, der kræver politisk handling på tværs af landegrænser.

Klima og biodiversitet hænger sammen

De planetære grænser hjælper os med at forstå sammenhængen. Forskere har identificeret ni processer, som er afgørende for Jordens stabilitet. Biodiversitet og klima er to af dem. Den seneste samlede vurdering viser, at syv af de ni grænser er overskredet. Det betyder ikke, at verden bryder sammen i morgen, men at risikoen for alvorlige og uoprettelige forandringer stiger.


En plantage med én træart kan lagre kulstof, men kan ikke erstatte en artsrig og modstandsdygtig skov. Hvis fremskridt kun måles i ton CO₂, risikerer vi at overse skader på biodiversitet, vandressourcer og lokalsamfund

Kriserne forstærker hinanden. Når skove ryddes eller brænder, forsvinder levesteder, mens drivhusgasser frigives. Når temperaturen stiger, øges risikoen for tørke, brande og sammenbrud i økosystemer.

En del af løsningen på klimakrisen ligger samtidig i naturen. Økosystemer på land optager en betydelig del af de menneskeskabte CO₂-udledninger. Beskyttelse og genopretning af skove og vådområder bidrager både til at begrænse klimaforandringerne og til at gøre samfundet mere modstandsdygtigt over for deres konsekvenser.

Naturen må dog heller ikke reduceres til et klimaredskab. En plantage med én træart kan lagre kulstof, men kan ikke erstatte en artsrig og modstandsdygtig skov. Hvis fremskridt kun måles i ton CO₂, risikerer vi at overse skader på biodiversitet, vandressourcer og lokalsamfund.

I vores arbejde i Amazonas ser vi, hvordan skovrydning, brande, ændrede nedbørsmønstre og tab af biodiversitet rammer de samme landskaber og mennesker. Kriserne kan ikke løses i hver sin politiske silo. Det bør også afspejles i dækningen af de internationale forhandlinger.

Begrænset opmærksomhed har demokratiske konsekvenser

Danske medier bør behandle biodiversitetstopmøderne som centrale politiske begivenheder. Når journalister følger forhandlingerne, kan de spørge, hvilke mål Danmark og EU arbejder for, hvilke kompromiser de accepterer, og om tidligere løfter bliver indfriet.

Efter et endt topmøde bør regeringen redegøre for, hvad der blev besluttet, og hvordan det skal omsættes til handling. Når færre følger med, bliver presset mindre, og regeringer kan vende hjem uden for alvor at forklare, hvad de opnåede – eller ikke opnåede.

Mediernes prioriteringer er med til at forme, hvad der fylder i vores fælles bevidsthed. Når biodiversitetskrisen får for lidt plads i den offentlige samtale, får den også sværere ved at blive en fælles politisk prioritet. Så fortsætter vi med at overse naturen i de beslutninger, der former vores samfund, og behandle vores livsgrundlag som et hensyn, der kan komme bagefter.

Den begrænsede opmærksomhed er derfor også et demokratisk problem. Det gælder især på COP17, hvor landene skal vurdere fremskridtene mod biodiversitetsmålene for 2030.


Mens verdens lande forhandler i Jerevan, bør vi stille de samme kritiske spørgsmål som ved klimatopmøderne: Hvad har I lovet? Hvad har I opnået? Og hvad vil I gøre anderledes?

Årets COP17 viser, hvor nødvendige de spørgsmål er. Danmark har hverken indberettet nationale biodiversitetsmål eller en statusrapport, og regeringen har ikke sendt en minister. Her bør medierne holde regeringens grønne ambitioner op mod dens konkrete handlinger. Regeringen må forklare, hvorfor Danmark ikke har leveret de aftalte bidrag, og hvorfor topmødet ikke prioriteres på ministerniveau.

Forståelsen af klimakrisen opstod ikke af sig selv. Den blev bygget gennem årtiers forskning, journalistik og politisk debat. Biodiversitetskrisen har brug for samme opmærksomhed – og for en formidling, der forbinder naturtabet med klimaet og de øvrige planetære grænser.Mens verdens lande forhandler i Jerevan, bør vi stille de samme kritiske spørgsmål som ved klimatopmøderne: Hvad har I lovet? Hvad har I opnået? Og hvad vil I gøre anderledes? Løfter om naturbeskyttelse skal kunne efterprøves. Derfor har vi brug for medier, der følger forhandlingerne og holder regeringerne fast på både deres prioriteringer og resultater.

 
 
 

Kommentarer


trees RSBP.jpg
bottom of page