Med to liter vand mod flammerne
I Bolivias østlige tropiske tørskov kæmper fædre og sønner side om side som frivillige brandfolk. De er bedre forberedte end nogensinde - men kan ikke alene standse de politiske og økonomiske kræfter, der sætter ild til skoven.
Af Toke F. Nyborg
To liter drikkevand. Det er, hvad hver af de frivillige brandfolk i landsbyen Piso Firme normalt tager med sig, når de bevæger sig ind mod den første brandlinje.
»Vi har efterhånden fået udstyr, træning og erfaring. Men der mangler stadig helt basale ting. I dag har hver brandmand to liter vand med, og i strålevarmen bliver det hurtigt varmt,« fortæller 58-årige Walter Pérez.
Han leder landsbyens gruppe på syv frivillige brandfolk. To af dem er hans egne sønner. Siden den første katastrofale brand i området i 2019 har gruppen fået træning, erfaring og langt bedre udstyr.
Alligevel er det ofte de mest basale ting, der mangler.
»Beskyttelsesdragterne og støvlerne holder ikke mere end en måned i den første brandlinje, så dem er der hele tiden brug for. Og vi mangler også køletasker til drikkevand, så vi kan tage nok vand med os ind i skoven og holde det køligt.«
Walter Pérez viser det grundlæggende udstyr, som Piso Firmes frivillige brandfolk bruger i brandlinjen: et matafuego til at slå mindre flammer ned, slidte brandstøvler og en rygbåren vandbeholder med håndsprøjte. Udstyret og træningen er blevet markant bedre siden 2019, men støvler og beskyttelsesudstyr slides hurtigt op under de lange brandindsatser. FOTO: Toke F. Nyborg.
Piso Firme ligger i de oprindelige Chiquitano- og Guarasugwe-folks territorium Bajo Paraguá i den nordlige del af det bolivianske Santa Cruz-departement.
Landsbyen er omgivet af verdens største tropiske tørskov - et landskab præget af lange tørkeperioder, men som indtil for få år siden ikke blev ramt af brande med den hyppighed og voldsomhed, som lokalbefolkningen nu oplever.
Når skoven også er levebrød
Sporene er stadig synlige. Langs vejene står døde træstammer spredt mellem den vegetation, der langsomt er vendt tilbage. Engang indgik de i et tæt, grønt løvtag. Nu rager de nøgne stammer op over den lavere skov.
De døde træer er den synlige del af tabet. Mindre synligt er det, der forsvinder sammen med skoven: frugter, nødder, honning, vildt, tømmer og lægeplanter. Ressourcer, som familierne bruger i husholdningen eller forsøger at skabe en indtægt på.
Når ilden ødelægger skoven, rammer den derfor også det økonomiske grundlag, som gør det muligt at blive boende og skabe et liv i området.
To måneder i brandlinjen
Walter blev frivillig brandmand efter den store brand i 2019. Dengang havde landsbyens beboere hverken beskyttelsesdragter eller egentligt brandslukningsudstyr.
Siden har han deltaget i bekæmpelsen af fem omfattende skovbrande. Den seneste kom i 2024 og varede omkring to måneder. På et tidspunkt var Walter og hele hans gruppe tæt på at miste livet.
De kæmpede med matafuegos – simple redskaber til at slå mindre flammer ned – og rygbårne beholdere med omkring 30 liter vand og en håndbetjent sprøjte.
Når ilden nærmede sig landsbyen, hjalp alle, der kunne bære vand. Børn og voksne forsøgte sammen at beskytte huse, husdyr og dyrkningsarealer.
Det samme udspillede sig i skovsamfund over store dele af det østlige Bolivia. Lokale frivillige kæmpede i ugevis, senere med støtte fra myndigheder og internationale beredskaber. Først da den længe ventede regn satte ind, blev de sidste store brande kvalt.
Da året var omme, viste Bolivias miljøministeriums opgørelse, at 12,66 millioner hektar skov og græsland var blevet ramt. Det svarer til mere end en tiendedel af landets samlede areal. Omkring 7,2 millioner hektar - 57 procent - var skov. Dermed blev 2024 det værste brandår i Bolivias registrerede historie.
Chiquitano-skoven var blandt de hårdest ramte økosystemer.
Katastrofens omfang kan få brandene til at ligne en ustoppelig naturkraft. De omtales ofte som en konsekvens af klimaforandringerne, og klimaet spiller utvivlsomt en afgørende rolle: Højere temperaturer, ændrede nedbørsmønstre og langvarig tørke gør vegetationen mere brandfarlig og får ilden til at brede sig hurtigere og længere.
Ilden følger landbrugsfronten
Men klimaforandringerne antænder ikke skoven. De fleste brande i Bolivia begynder med menneskers brug af ild. Nogle opstår, når mindre, lokale afbrændinger kommer ud af kontrol. Andre hænger sammen med rydningen af stadig større arealer til kvægdrift og landbrugsproduktion.
Afbrænding er den billigste måde at fjerne vegetation og gøre jorden klar til dyrkning eller græsning. I Bolivia kaldes praksissen chaqueo. I generationer har ild også været et redskab i småbønders og oprindelige folks lokale produktionssystemer.
Derfor kan alle, der bruger ild, ikke skæres over én kam. Det vil være forkert at gøre oprindelige folk og små producenter til syndebukke for en krise, hvis største økonomiske gevinster ofte ligger helt andre steder.
Problemet opstår, når lokal brug af ild møder et tørrere klima og en udviklingsmodel, hvor stigende produktion af blandt andet soja og kvæg i høj grad er blevet søgt gennem udvidelse af produktionsarealet. Samtidig er kontrollen med ulovlig rydning, jordbesættelser og afbrændinger utilstrækkelig.
Når det samtidig er økonomisk attraktivt at omdanne skov til produktionsjord, bliver brandene ikke blot en række hændelige uheld. De bliver en del af en udviklingsmodel.
Det gør det misvisende alene at kalde dem naturkatastrofer. Klimaet bestemmer i stigende grad, hvor voldsomt ilden kan sprede sig. Men mennesker antænder den, og politiske beslutninger er med til at afgøre, hvor den får lov til at brede sig.
Fra kaos til beredskab
I Bajo Paraguá har erfaringerne fra 2019 og 2024 sat sig i den måde, landsbyerne organiserer sig på. I områdets fire samfund findes der i dag ni frivillige brandgrupper og en fælles risikostyringskomité. Med støtte fra blandt andre Fundación para la Conservación del Bosque Chiquitano og Aktion Amazonas har grupperne fået udstyr og træning. De har også opbygget en struktur, der skal sikre, at nogen har ansvaret, når alarmen går.
Formanden for risikostyringskomitéen er den 26-årige Ronald Ribero Siye. Ved siden af arbejdet på familiens traditionelle dyrkningsareal, den lokale chaco, er han en del af territoriets råd af 12 lokale ledere. Han deltager også i miljøbrigaden, som overvåger området for ulovlig indtrængen fra bosættere og minearbejdere.
Ronald husker tydeligt den første store brand i 2019.
»Det hele var kaos. Ingen var forberedte, og alle ville være med til at koordinere indsatsen,« fortæller han.
Det har de forsøgt at ændre.
Brandgrupperne har blandt andet fået træning i Comando de Incidentes, et system for ledelse og koordinering under katastrofer.
Når en brand opstår, skal der ikke længere bruges afgørende tid på at diskutere, hvem der gør hvad. Hvem leder indsatsen? Hvem kommunikerer med militæret og myndighederne? Hvor findes der vand? Hvor skal mandskabet og udstyret sættes ind? Og hvem modtager og fordeler den hjælp, der måtte nå frem udefra?
»Det har vi fået styr på nu,« siger Ronald.
Det kan lyde som administration. Midt i en brand kan det være forskellen mellem en hurtig indsats og det kaos, som Ronald oplevede i 2019.
Walter udstråler den samme nye sikkerhed. Han og hans seks kolleger føler sig bedre forberedte, hvis skoven igen bryder i brand.
Men både han og Ronald peger på, at beredskab handler om langt mere end brandslukkere og beskyttelsesdragter. Det handler om overvågning, radiokommunikation, adgang til vand, lokale aftaler og muligheden for at reagere, mens en brand endnu er lille.
Før røgen når nyhederne
Når billeder af flammer, døde dyr og røgfyldte landsbyer når de internationale medier, følger der ofte ekstra mandskab, nødhjælp og brandudstyr. Under en katastrofe kan den hjælp være nødvendig.
Men det mest effektive brandarbejde foregår, før flammerne bliver til internationale nyheder.
En brand, der bliver opdaget og slukket, før den når skoven, giver ingen dramatiske billeder. Det gør et vedligeholdt brandbælte, en beskyttet vandkilde eller et velfungerende lokalt radiosystem heller ikke.
Netop derfor er det forebyggende arbejde let at overse – også når bevillinger og politisk opmærksomhed skal fordeles.
I Bajo Paraguá består forebyggelsen blandt andet af lokale varslingssystemer, træning, brandbælter, beskyttelse og genopretning af vandkilder og bedre koordinering mellem samfundene og myndighederne.
Forebyggelse begynder også uden for brandlinjen Men den handler også om noget, der ved første øjekast kan ligge langt fra brandslukning: hvordan familierne tjener deres penge.
Hvis skoven på langt sigt skal kunne modstå presset fra rydning, jordhandel og nye produktionsarealer, skal den også have en konkret værdi for de mennesker, der lever i den.
Indtægter fra blandt andet kaffe, skovfrugter, nødder og honning kan ikke alene beskytte et territorium. Men de kan styrke familiernes mulighed for at blive boende, fastholde kontrollen over deres jord og sige nej til aktiviteter, der ødelægger skoven. Forebyggelse finder derfor sted både i brandlinjen og i hverdagen omkring den. Den kræver brandfolk med ordentlige støvler og rent drikkevand. Den kræver klare lokale aftaler, fungerende myndigheder og håndhævelse af reglerne for afbrænding og skovrydning. Og den kræver økonomiske muligheder, der gør den stående skov mere værdifuld end den ryddede jord.
Det lokale beredskab må samtidig ikke blive en undskyldning for at overlade ansvaret til mennesker med færrest ressourcer.
Walter, hans sønner og de øvrige frivillige kan opdage en brand tidligt, standse mindre flammer og beskytte deres landsby. De kan ikke alene løse de politiske og økonomiske problemer, der sætter ild til landskabet.
Når vi kalder brandene naturkatastrofer, kan det lyde, som om ingen kunne have forhindret dem.
Det er forkert.
Klimaet gør Chiquitanía mere brandfarlig. Men katastrofens omfang afhænger også af, hvilke økonomiske interesser der får plads, hvilke regler der faktisk håndhæves, og om mennesker som Walter og Ronald får mulighed for at reagere, før skoven står i flammer.
De første brandfolk bor i skoven. De beslutninger, som afgør, hvor meget der kommer til at brænde, bliver ofte truffet langt derfra.
Kommentarer