top of page

Brasilien og Bolivia styrker fælles beredskab mod skovbrande i Pantanal

Forfatters billede: Toke F. Nyborg
Toke F. Nyborg
20. sep.
3 min læsning

Opdateret: 25. sep.


Skovbrande stopper ikke ved landegrænser. I Pantanal kan en brand, der begynder på den bolivianske side, sprede sig til Brasilien - og omvendt. Derfor styrker organisationer og myndigheder fra de to lande nu samarbejdet om at forebygge og bekæmpe de store naturbrande, der i stigende grad rammer Sydamerika.

Af Toke Nyborg


40 repræsentanter fra brasilianske og bolivianske myndigheder, civilsamfundsorganisationer samt lokale og private brandbrigader har deltaget i en fælles træning i grænsebyen Corumbá i Brasilien.


Træningen blev gennemført i Sistema de Comando de Incidentes (SCI-300) - et system, der gør det muligt for mange forskellige aktører at koordinere deres indsats under større naturbrande og andre nødsituationer. Det er første gang, denne type træning med fokus på integreret brandbekæmpelse er blevet gennemført i Pantanal.



Lokale brandbrigader er afgørende

Ved store naturbrande er én myndighed eller én brandbrigade sjældent nok. Lokale frivillige brandfolk, brandvæsen, miljømyndigheder, civilsamfund og andre aktører kan alle blive involveret.


Lokale brandbrigader spiller en central rolle, fordi de kender landskabet, adgangsvejene, vandressourcerne og lokalsamfundene. Men når brandene vokser, kræver indsatsen også myndigheder, materiel, logistik og en fælles kommandostruktur.


SCI-systemet skaber klare roller og en fælles måde at arbejde på, så de mange aktører kan reagere hurtigere og mere effektivt under en større brand.



Et varmere og tørrere Pantanal


Pantanal er et vådområde, men store dele af landskabet bliver i stigende grad påvirket af højere temperaturer, længere tørkeperioder og ændringer i regionens vandkredsløb.


Når der falder mindre regn, samtidig med at temperaturerne stiger, fordamper mere vand fra jord, vegetation, floder og vådområder. De sæsonbestemte oversvømmelser, som normalt holder store dele af Pantanal fugtige, kan blive mindre omfattende eller vare kortere.

Det efterlader mere udtørret græs, buske og andet organisk materiale, som fungerer som

brændstof, når en brand først opstår.


De fleste brande i regionen har forbindelse til menneskelig aktivitet. Men højere temperaturer og mere alvorlig tørke skaber forhold, hvor ild lettere spreder sig og udvikler sig til store, svært kontrollerbare naturbrande.


Fra vådområde til tropisk tørskov

På den bolivianske side hænger Pantanal direkte sammen med Chiquitano-tørskoven, et af verdens største områder med tropisk tørskov. Vådområder, savanner og skov danner et sammenhængende landskab, hvor ild kan bevæge sig over store afstande.

Brande, der starter i eller omkring Pantanal, kan derfor sprede sig videre ind i de bolivianske skovområder. Omvendt kan brande i Chiquitania også bevæge sig mod vådområderne.

Chiquitano-skoven er naturligt tilpasset en markant tør sæson, men kombinationen af længere tørkeperioder, høje temperaturer, skovrydning og menneskeskabte brande øger risikoen for omfattende skovbrande.


Beredskabet skal være på plads før branden


Træningen i Corumbá skal sikre, at myndigheder, organisationer og brandbrigader kender hinanden og deres roller, før ilden for alvor tager fat. Det er afgørende, når en brand bevæger sig hurtigt gennem landskabet eller krydser grænsen mellem Bolivia og Brasilien.


Arbejdet med at styrke den tidlige indsats mod naturbrande i Pantanal er koblet til et bredere samarbejde om integreret brandforvaltning gennem FAO og UNEP’s Global Fire Management Hub. Indsatsen gennemføres som en del af projektet “Early action for expected fire risk in the Pantanal” af den lokale miljøorganisation og Aktion Amazonas-partner ECOA og bygger videre på organisationens mangeårige erfaring med forebyggelse og bekæmpelse af naturbrande. Målet er, at lokale brande kan opdages og begrænses, før de vokser sig store og spreder sig gennem landskabet.


De voldsomme brande, der har ramt Pantanal siden 2019 og igen i 2024, har tydeliggjort behovet for stærkere lokale brandberedskaber og bedre koordinering mellem de mange aktører. Samtidig er en meget stærk El Niño nu under udvikling og ventes at præge temperatur- og nedbørsmønstrene frem mod 2027. Det øger behovet for at være forberedt på nye perioder med ekstrem varme og tørke.


I et område, hvor Pantanals vådområder hænger sammen med savanner og Chiquitano-skoven på den bolivianske side, kan forskellen mellem en lokal brand og en omfattende naturbrand netop være, hvor hurtigt og koordineret der bliver handlet.


Projektet er finansieret gennem Danish Emergency Relief Fund (DERF), som finansieres af Udenrigsministeriet og forvaltes af CISU i konsortium med Red Barnet.

 
 
 

Kommentarer


trees RSBP.jpg
bottom of page